Island - Vestfjordene - slalom i storformat sommeren 2002.
Side 1
Látrabjarg

Uret viser 3:30 søndag den 7. juli 2002. Solen sender et gyldent skær over stierne, der ender brat ude ved fuglefjeldet. Kun tre timers søvn ligger bag mig, da jeg kravler ud af Caravellen i håb om at genfinde Lunderne, der ved midnatstid i aftes sad mellem vajende græsstrå og modtog det sidste glødende aftenlys. Men jeg har forregnet mig. Lunderne er selvfølgelig for længst på havet for at fiske. Og de er ikke alene. Så langt kikkerten rækker, er lufthavet et mylder af søfugle. Foran mig, bag mig og over mig høres lyden af hundredtallige svirrende vingeslag. Lomvier, Polarlomvier, Alke og Lunder kommer forbi i større og mindre formationer. Nogle på vej ud. Andre på vej hjem med fisk til de ventende unger. Mallemukkerne stryger lavt over fjeldkammen. Som små levende fly kommer de på stive vinger svævende imod mig for at bøje af i sidste øjeblik. Jeg forsøger at "fange" dem med min 28 mm optik. En ringmærket Ride sætter sig pludselig foran mig. Det bliver næsten portrætfotografi. Da pludselig i en afstand af ca. 500 meter springer en Polarræv i mørkebrun pels med hvid halespids ned over lavablokkene og forsvinder i morgentågen, der desværre kommer snigende, lægger sit klamme slør over fuglefjeldet og tvinger mig ned til bilen. Sådan forløb min første morgen ved Látrabjarg, Islands største fuglefjeld. Og nu da klokken er 9:15 sidder vi - Inger og jeg - med ryggen op ad det hvidkalkede fyr på Látrabjargs yderste næs, Bjargtangar (65? 30' 11?N.br. 24? 31' 44? V. lgd. ) Europas vestligste punkt. Det er tankevækkende, at hvis man herfra rejser stik syd over havet, møder man, bortset fra Cap Verde, først land ved Antarktis. Solen har nu fejet morgentågen væk. En Snespurv flyver rundt om os og finder føde i de afblomstrede engelskgræs, og Engpiberne varsler. Tidevandet er på vej ud. Et par Gråmåger søger føde mellem de store brunalger, og Gråsælerne boltrer sig i dønningerne. Her er vandet aldrig i ro. Dybt under os sidder Riderne på sort, blottet lava som levende nipsenåle. 12-18 Edderfugle i brogede dragter svømmer rundt mellem klipperne. Gamle hunner har travlt med at holde sammen på familien og at beskytte de uvorne unger mod de store måger. Tejster, Storkjover og Almindelige Kjover samt Topskarver fuldender billedet. På en plade fastgjort til fyret kan vi læse følgende indskrift: "Drottinn, Guð vor, hversu ðyrlegt er nafn þitt um alta jörðina" Davids salme 8:2. På dansk direkte fra Bibelen :

Herre, vor Herre, hvor herligt er dit navn på den vide jord.. Hvilket må opfattes som en lovprisning af Himlens og Jordens skaber. Og uanset om man tror på en sådan gudskraft eller ikke, så føler man sig lille i den overvældende, livsbekræftende fugleverden, der udfolder sig her, hvor land og hav mødes så dramatisk. I en længde af 14-15 km og op til næsten 500 meters højde rejser fjeldet sig som en skråtstillet mur og giver blandt andet redeplads til verdens største alkekoloni. Storslået er det, men på sydkysten af halvøen Snæfellsnes har vi set smukkere og mere overskuelige fuglefjelde. Ved den lille maleriske havn Arnastapi, pryder Riderne de store, fritstående basaltklipper, og på Lóndrangar nogle få kilometer længere mod vest har havet og nedbrudte vulkanske aflejringer i forening skabt et fuglefjeld af enestående skønhed. Her dukker de første Polarlomvier op. Denne fugl, som har en nordligere udbredelse og i øvrigt lever side om side med Lomvien, stiger i antal, jo længere nordpå man kommer i Island. Og her på Látrabjarg skal man ikke lede længe for at finde den. Senere på dagen, hvor lyset falder bedre i forhold til fjeldet, får jeg da også held til at tage billeder i rimelig afstand. Vinden tiltager til stærk kuling, og hen på eftermiddagen er det da også bedst at opholde sig i læsiden af fyret. En sovende Lunde tiltrækker imidlertid min opmærksomhed. Så jeg sætter kameraet på stativ og lister mig ind på fuglen. Går derefter højere op, hvor et stort skår ind i fjeldet giver fine oversigtsmuligheder. Her, hvor vinden hvirvler i spiral op over fjeldkammen, svæver Mallemukker og Rider i store cirkler, og lyden af Lomviernes snerrende stemme blander sig med larmen fra brådsøer, der hamrer ind på klipperne. Kort efter dækkes solen af tunge, gråblå, drivende skyer, der længe har truet ude vestfra. Vi kører derfor ned for at overnatte på en campingplads ved fjeldets fod i niveau med havet. Her er vand og toiletter, og så er det gratis. Men trods bidende kulde skal jeg dog lige et smut ned til vandet. I skjul bag store, afrundede klippeblokke kan jeg uden at forstyrre fotografere Edderfugle med ællinger. Ubesværet svømmer de små unger gennem brændingen og går på land for overnatning. De gamle fugles smukke fjerdragt glinser i de få solstrejf, skyerne slipper igennem. En lille flok Sortgrå Ryler flyver op og slår en bue rundt om mig. Desværre kommer jeg aldrig på fotohold af dem.

Side 2
Vestfirðir - Mandag den 8. juli.
Jeg har nu på denne tredje rejse til Island været på farten siden den 22. juni. Store naturoplevelser, inklusive Færøerne ligger bag mig. Men det er en helt anden fortælling. Vestfjordene har siden vores rejse i 1996, hvor der ikke kunne afses tid til disse fjerntliggende egne, stået højt på ønskelisten. Så da jeg mødtes med Inger på Keflavik Lufthavn den 29. juni, og vi efter et par dages ophold på Reykjanes-halvøen tog bestik af vejret, stak vi den 1. juli nordpå. Og det kom vi aldrig til at fortryde. En usædvanlig stabil vejrsituation med sol og tørvejr havde bidt sig fast på disse ofte blæsende og regnfulde kyststrækninger. Selv på turen langs Faxaflói, Snæfellsnæs rundt og sejlturen over Breiðafjörður samt køreturen fra Brjánslækur ud til Látrabjarg , hvortil vi, som tidligere anført, ankom den 7. juli sent om aftenen, var solen med os. Således også i dag, hvor vi bryder op for at indlede den store slalomkørsel på Vestfirðir, som islændingene kalder området. På kortet ligner Vestfjordene en kæmpemæssig hummerklo, der åbner sine sakse ud i Atlanterhavet i retning mod Grønland. Her er koncentreret ikke mindre end et halvt hundrede større eller minder fjorde og vige på forholdsvis lille område. Klippekysterne ved disse fjorde er gennemgående stejle og rejser sig hundrede af meter op fra havet til den tundra, der dækker det indre af landet. De fleste steder er der kun en smal landstribe mellem kystfjeldene og havet. Den stærkt indskårne kyst giver en usædvanlig lang kystlinie med meget store afstande mellem steder, der i luftlinie ikke ligger langt fra hinanden. Men bortset fra nogle strækninger, som f.eks. de sidste mange km ud til Látrabjarg, hvor farten foregår i snegletempo, så er vejene asfalterede. Ja, kort før Isafjörður er der endog bygget en T-formet tunnel, hvor det ene spor fører til Suðurey ude i vest og det andet til den kendte fiskeriby. Landbrugslandet udgør kun 5% af Vestfirðir, og her bor ikke mange mennesker. Til gengæld er der millioner af fugle ved kysterne, men få i indlandet. En kort strækning langs kysten ved foden af Látrabjarg giver et glimt af de Sortgrå Ryler, og vi bliver fulgt til døren af unge Gråmåger. Kører over Patreksfjörður mod Bildudalur, og da kaffetørsten melder sig, stopper vi op på en rasteplads ved Sunndalur. En smuk dalsænkning, som gennemløbes af en mindre elv, der nogle kilometer længere borte munder ud i Trostansfjörður.
Nærkontakt med Odinshøns
Dalen rummer en mosaik af biotoper lige fra småsøer over moser med kæruld til tørre lavbevoksede partier. Vi går ned til elven og betages af den frodige plantevækst. Flotte eksemplarer af Grønlandsk Gøgelilje og Skovstorkenæb samt forskellige dværgbuske. I det fjerne høres Hjejlens bløde fløjt, og et par Ravne flyver snakkende langs dalen. Under en brink med lave birke finder vi læ, og da solen, som undtagelsesvis har været bag skyerne, titter frem, varmer den godt og kalder de små fluer til dåd. Det er første gang på turen, at myggenettet hentes frem. En tur langs elven, hvis brinker er bevokset med blandt andet Topspirende Pileurt, Løvefod, Agerpadderok og Skovstorkenæb samt flotte eksemplarer af Kvan, fører ud til et par småsøer og mindre tilløb til elven. "Kirrik",kirrik lyder det pludselig over mig. Jeg stopper op og sætter mig på min rygsækstol ved søkanten og afventer. Næsten samtidig smider fuglen sig på vandet foran mig. Skælder stadig lidt ud, svømmer nogle meter væk, men kommer så tilbage og cirkler søgefødende rundt, som om den allerede har glemt mig. En lille juvel i den islandske fugleverden er Odinshønen. Ikke til at tage fejl af. I yngledragt har hunnerne, som i øvrigt er større end hannerne og desuden mere farvestrålende, markant hvid strube og rødgule halssider. Fuglen hører til gruppen svømmesnepper, hvortil Thorshane og Wilsons Svømmesneppe også hører. Her er det er hannerne, der varetager rugning og ungepasning. Odinshøhnen findes i verdens nordligste egne, og er bl.a. talrig i Island med ca. 200000 par. At Odinshønsene overvinter i store mængder i havet ud for den Arabiske halvø, er en forholdsvis ny opdagelse. Desværre , hvad der kan ske, men aldrig bør ske, ligger mit kamera i bilen. I håb om, at heldet gentages, vender jeg senere tilbage. Da ligger småsøerne badet i det smukkeste bløde aftenlys, og fuglen, der nu har fået selskab gløder i fjerdragten. Men hvor længe? Lange skygger nærmer sig og vil snart udviske konturerne. Så der skal arbejdes hurtigt. Tilfreds vender jeg snuden hjemad, idet jeg laver en afstikker gennem enebærkrattet og videre over de afhøvlede klipper bevokset med lav og mos. Et par Vindrosler flyver forskræmte op, og Hjejlerne advarer ved deres vemodige fløjten, idet de hele tiden holder flugtafstanden konstant.

Side 3
Tirsdag den 9. juli
Landpattedyr
Kl. 6:00 næste morgen finder vi himlen skyfri, og ikke et græsstrå rører sig. En Dobbeltbekkasin "tikker" skjult mellem Smalbladet Kæruld og Mosebunke. En anden flyver "brægende" med udbredte halefjer i styrtdyk mod den endnu dugvåde eng. At der her er tale om en udskilt underart (faeroeensis), hvis fjerdragt ofte er mere rødbrun end underarten på kontinentet, ser man ikke i farten. Dobbeltbekkasiner i Nordatlanten foretrækker fugtige fjeldheder, og er i øvrigt meget talrige i Island. Er kortdistancetrækker og overvinter især i Irland. Mens Inger har gang i malerpenslen, går jeg den sidste tur langs elven. Får endnu et møde med Odinshønsene og et glimt af et af de få for at sige det mildt, ikke særligt afholdte pattedyr i naturen, nemlig Minken. Siden man i 1930'erne oprettede de første minkfarme i Island, har man haft besvær med at udrydde undslupne dyr. I øvrigt er der ikke særligt mange dyrearter i Island. Da istiden ophørte, var der intet dyreliv, og da afstanden til andet land er lang, er det gået langsomt med en naturlig indvandring. Naturligvis kunne fuglene flyve hertil, men for landpattedyrene var drivisen det eneste transportmiddel, når man lige ser bort fra rotter og mus, der kom hertil med skibe. Drivisen har ført Polarræve og enkelte Isbjørne til øen. Mens isbjørnene hurtigt blev nedlagt, så har polarræven klaret sig og er nu det mest almindelige - dog ikke særligt talrige- , større, naturligt levende pattedyr. Ved østkysten kan man se småflokke af Rensdyr, der er efterkommere af de dyr, der blev udsat i 1700-tallet. Edderdun, verdens letteste råstof Kort efter middag bryder vi op og sætter nu kurs mod byen Þingeyri ved Dyrafjördur. Efter ca. to og en halv times kørsel gør vi holdt ved Vestfjordenes smukkeste vandfald, Dynjandi. Kort før nedkørselen til bunden af faldet ser vi de første Sangsvaner på turen her i det vestlige. Ad fin grusvej forsætter vi langs Borgafjörður for senere ved byen Hrafnseyri at dreje stik nord op over det nøgne fjeld. I 552 meters højde passerer vi et pas, der over et kort strækning stiger 15%. Det sidste vejstykke gennem "Islands Alper" falder brat ned mod byen Þingeyri
Her har vi planer om at besøge en edderfuglefarm, vel vidende, at ynglesæsonen forlængst er overstået. Men vi har fået til opgave at overbringe en hilsen fra nogle venner i Danmark. Tidligere kunne farmen bryste sig af at være verdens største. Nu har andre overhalet. Besøget udsætter vi imidlertid til næste dag. Aftenen går i godt selskab med hundredvis af brogede Edderfugle, samlet i én kæmpeflok inderst på fjorden. Hunnerne er gået på land med ællingerne, og en lille flok Strandskader står på en græstue og sover. Ved broen, som fører over Dyrafjörður øst for byen, fisker en lille flok Havterner, og tæt ved bropillerne ligger 60-70 Alke. Forsigtigt lister/kryber jeg ned ad de store sten og sætter mig i højde med vandskorpen. Fuglene har ikke opdaget mig, så langsomt glider de nærmere og nærmere, indtil en af dem kommer så tæt på, at den bliver opmærksom på mig. Som ved et trylleslag forsvinder alle fuglene i dybet. Vandet piskes til skum og efterlader ringe, der interfererer i flotte mønstre. Bag vores rasteplads piler Stor Præstekrave over mudderfladerne, og en stor flok Rødben fouragerer mellem siv og kæruld. Ved 10- tiden næste dag bliver vi gæstfrit bænket ved morgenbordet hos Edda og Valdimar. Om sommeren sover man længe i Island, fortæller de os. Nætterne er så vidunderlige. Gården, som er en dobbeltgård ligger ved Myrar på nordsiden af fjorden. Desværre kan de ikke fremvise en farm i fuld aktivitet, men vi får udpeget de enge, hvor fuglene har deres reder og det lille hus, hvori de vagthavende befinder sig dag og nat i fuglenes to måneder lange yngletid. Opgaven er at holde Polarræve, Ravne og måger på afstand. Desuden har man her på gården indført den skik at skrive små digte eller nedfælde nattens og dagens oplevelser til det menneske, der senere kommer og afløser. Mange bønder har her på Nordvestlandet en biindtægt fra salg af rensede edderdun. Dunene indsamles lige før klækningen. I stedet lægger man så hø ned omkring æggene. Efter indsamlingen renses de superlette dun enten ved hånd- eller maskinkraft. I snit producerer en fugl 18-20 gram dun på en ynglesæson, og da bønderne får mellem 4 og 5000 danske kr. for et kilo dun, skal der mange fugle til, hvis det skal give en rimelig indtægt. Det kræver også en stor indsats at oparbejde en bestand af æglæggende hunner. Nogle bønder opbygger deres egne edderfuglekolonier på steder, hvor fuglene ikke tidligere har ynglet. Det sker ved simpel prægning. Ællingerne udklækkes ved gården, og da der ikke er gamle hunner tilstede, knytter de sig straks til ejeren. Det er så håbet, at fuglene ved næste ynglesæson, som andre Edderfugle, vender tilbage til det sted, hvorfra de kom.

Side 4
Gråmågerne og Mallemukkerne ved Bolungarvik.

Kort efter Myrar kører vi ind på vej 60 stik nord og nærmer os Breidalsheidi, som man tidligere måtte passere ad en 15 km lang snoet vej med 12 % stigning. Pashøjden var 610 meter, og dermed Islands højeste vejstrækning. Her har man da også i vintermånederne målt op til 17 m sne. Men som tidligere omtalt, så er der nu ført en 6-7 km tunnel gennem fjeldet. Da vi kommer ud af tunnelrøret, ligger byen Isafjörður badet i sol. En farvepalet i alle nuancer mod de markante, grønbrune fjelde og en tindrende blå himmel. På fiskerihavnen er der stille, så vi søger ud langs fjorden til Bolungarvik, en af Islands vigtigste fiskerihavne. En dramatisk vejstrækning, som på grund af sten- og sneskred har krævet mange dødsofre. Nu er vejen sikret med kraftige stålnet, udspændt mellem røde jernpiller. Det minder mest af alt om kæmpe fodboldmål. Selv her på usikker grund har Mallemukkerne fundet redepladser, og det skal sener vise sig, at de ikke har langt til føden. På afstand fornemmer vi allerede på lugten og ikke mindst ved det enorme antal måger, der er på vingerne, at vi nærmer os en aktiv fiskerihavn. Lastbiler ligger i pendulfart med skidtfisk fra de store trawlere til fiskemelsfabrikken. Et utal af Gråmåger og andre store måger sidder på tagene og afventer lastbilerne, som bogstaveligt talt invaderes, når tippeladdet tømmes, og bilerne kører bort. En sky af fugle hænger over efterladenskaberne og min optik. - " Nå, du fotograferer også Gråmåger", lyder det pludselig bag mig. En sjællandsk ornitolog, der i øvrigt har været i Island mange gange, har også fået kig på mågerne. Vi falder i snak og udveksler forskellige obsevasioner, og vi får tips om gode steder med spændende fugle som Jagtfalk og Strømand. Havnen er et besøg værd. Utrolig malerisk med de små, farvestrålende islandske fiskekuttere, og de endnu aktive måger. Selv her kl. 21 arbejder man stadig. I det yderste havnebassin driver en rødbrun slimet masse af fiskeaffald og blod rundt med strømmen. Det er virkelig mums for Mallemukkerne. Imod vinden stryger de langs havnekajen og glider henover retterne, cyklende med deres lyserøde svømmefødder i vandoverfladen. Der er en indbyrdes kamp om de gode steder. Også mågerne blander sig. I Island forekommer 5 arter måger som regelmæssige ynglefugle. Det gælder Hætte-, Storm-, Silde-, Sølv- og Gråmåge samt Svartbag og Ride. Her oppe i det nordlige Island afløses Sølvmågen delvis af Gråmågen. Det første lidt større antal Gråmåger dukker op, hvor overfladetemperaturen i havet på, over og under 10 grader i august ligger som en skillelinje på højde med Snæfellsnes. Det er da også her som tidligere omtalt, at de første Polarlomvier dukker op. Skillelinjen danner i øvrigt også nordgrænse for ynglende Almindelig Skråpe og stormsvaler. De islandske Gråmåger har været i tilbagegang, samtidig med, at andre store måger er gået frem. Således er der også sket en del hybridisering med Sølvmåge.

Strømænder, og lommer.
Natten til torsdag den 11. juli har det regnet. Og det forsætter med at småregne, da vi efter tipset fra i går om Strømænder og Jagtfalk sætter kurs mod Kaldalon, en bugt på Isafjarðardjüp sydvest for Drangajökull. Et blik på kortet fortæller, at der foran os ligger den helt store slalomkørsel. Det tager da også halvanden dag for os at komme frem. Ikke blot på grund af afstanden og vejenes beskaffenhed, men også, fordi der er så meget at se. Selv om det er gråt og diset, så er fjeldene, omkranset af tunge skyer og med pletter af endnu ikke smeltet sne, så smukke, at vi for en kort bemærkning ikke savner solen. Fugle er der også. Lad mig nævne Havlitterne i bunden af Sköturfjöður med 7 unger. En Stor Præstekrave, så utrolig fotogen på en lavbevokset sten, omkranset af Islandsk Gederams. To Islommer i bunden af Isafjörður og en Jagtfalk, siddende på en lavablok i 20-30 meters afstand. Samme sted mellem Ene, Mosebølle og Uldhåret Pil finder vi Fjeldrype, Hjejler, Vindrosler og Engpiber. Over fjorden gjalder de Rødstrubede Lommers stemmer. På de sidste ca. 60 km, hvoraf de 32 er primitiv grusvej, ser vi op til 50 Gråsæler ved fjordbredden, og lange bånd af brogede Edderfugle flyver forbi, mens en familie af Kortnæbbede Gæs med 4 unger forskræmt flygter ud på vandet, da bilen skrumler forbi. Sidste fugleoplevelse inden slutmålet er en Rødstrubet Lom med en to til tre måneder gammel unge. Spændte nærmer vi os Dalsá, en mindre elv, som udmunder i fjorden Isafjarðardjúp tæt ved en lille hvidmalet Kirke med rødt tag. Her skulle Strømænderne befinde sig. Kort før broen, som fører over elven, stopper vi op og lader blikket gå nedstrøms. Og der! Ude midt i strømmen på en samling store sten ligger fuglene. 50 i alt tæller vi. Selv om det er i fældningstiden, så har langt de fleste stadig det meste af pragtdragten i behold. Og det er slående, hvor godt denne er tilpasset levestedet. Hvor fuglene her mellem brogede sten og hvidskummende strømhvirvler ligger og hviler, er de særdeles godt camouflerede. Forsigtigt går jeg ud af bilen, og det lykkes mig at få en del billeder, inden en lille flok vandrere skræmmer fuglene på vingerne. Halvdelen vender dog tilbage, mens en lille flok sætter sig nede ved kysten, hvor elven risler over gruset. Efter at have parkeret ved kirken og dermed kun 40- 50 meter fra flokken øjner jeg en lille chance for nærbilleder. Mellem mig og fuglene er der nemlig en lav mur, som jeg kravlende, måske kan nå frem til uden at fuglene opdager mig. Med en hætte i camouflagestof trukket ned over hovedet og forsynet med glughuller indleder jeg min ekspedition. Når ubemærket hen til muren, men da det brogede hoved stikker op over kanten, tager pokker ved fuglene. Aldrig har de set noget lignende. Forskræmte pisker de ud over fjorden. Jeg følger dem i kikkerten. Og det er, som om de flyver med hovedet vendt bagud, for på den måde at indprente sig det aldrig før sete uhyre. På vej tilbage langs elven stopper vi igen op. Og fra bilen nyder vi det sidste glimt , vi får, af Strømænder her på Vestfjordene. Et flot punktum på denne del af en Islandstur, som endnu har 14 dage foran sig, og det er en helt anden historie.
Albert Steen-Hansen