Søndag den 29. Marts. Campingplads ved Yotvata, Timna Park og Makhtesh Ramon.

Jeg spiser ikke morgenmad på restaurant. Den åbner for sent. Jeg har nemlig til hensigt at være ved indgangen til Timna Park, når den åbner. De tidlige morgentimer bruger jeg på campingpladsen. Lyset er fint nu, og træerne er gode motiver. I dag er der Vendehals på plænerne. Myrer på 1,5 til 2 cm står på menuen. Landsvalerne er også i fuld gang. Men nu gælder det Timna Park. Vejret er formidabelt. Godt jeg ventede. En svag brise og en tindrende blå himmel det går an.

Afstandene i denne 6000 år gamle kobbermine er store, så det er en fordel at køre i bil. Vejene er i øvrigt asfalterede, og skiltningen er som befandt vi os på de slagne landeveje. Parken ligger på den vestlige del af Arava forkastningen og dækker et areal på ca. 60 km2 . En stor cirkusdal omgivet af lyse sandstensbjerge overlejret af sedimentære kalkaflejringer. I gennem årtusinder har vind og vand skabt de mest vidunderlige, men også groteske former. Desuden rummer parken resterne af en kobbermine. Så tidligt som 4000 år før vor tidsregning forstod romerne at udvinde kobber af de grønne klipper.
Vejen, som er ført helt frem til nogle af de gamle miner, passerer forbi den berømte padehatlignende skulptur The Mushroom, som den hedder i de engelske brochurer. En afstikker stopper ved gamle klippemalerier. Her ser man små vogne trukket af stenbukke, og mænd bevæbnet med spyd, bue og pil. Ad en trappe kommer jeg op i læsehøjde. Med lidt god vilje, godt hjulpet af den smule lys, som klippespalten over mit hoved lader slippe igennem, kan jeg se , hvad tegningerne forestiller. Pludselig flagrer klippeduerne forskræmte op. I et glimt ser jeg en Lannerfalk jagte, men uden held.

I parkens sydlige del finder jeg frem til Salomon Søjler. En række imponerende skulpturer bestående af sandsten - klipper dannet af kvartskrystaller sammenkittet af forskellige oxider såsom jern-, mangan- og kobberoxid. En teori går på, at søjlerne er skabt ved tidevandet, som i den Afro-Syriske sænkning trængte ind. Senere har kemisk erosion videreført arbejdet, og resultatet er imponerende. Her ved foden af søjlerne lod Seti Den Første en af de ægyptiske faraoer bygge et tempel til ære for mineguden Hathor. Her ses rester af søjler og offerskåle.

I Wadi Nehushthan syd for Mt. Timna har The Jewish Fund skabt en kunstig sø. Rundt om søen er der mulighed for primitiv overnatning. Desuden er der cafeteria, museum og plancheudstilling, der fortæller om udvinding af kobber. Her slutter jeg turen og kører nu tilbage til Yotvata Camping. Men bedst som jeg har forladt Parken ser jeg mig pludselig omringet af stenbukke. En gammel han med store horn gemmer sig lidt bag en af de tornede buske. Nu kommer han frem og jeg griber 400 mm telen. En bus holder, og flere mennesker styrter ud for at fotografere med det resultat, at flokken flygter op på et højere plateau. Men det giver et fint motiv.

Teltet pakkes sammen, jeg får et tiltrængt bad, og så går det nordpå. Ved Menuha Junction tager jeg vej 13 for senere at køre jeg ind på vej 40 mod Mizpe Ramon. Blæsten er taget til og hen på eftermiddagen bliver det mere og mere overskyet. Jeg må opgive at fotografere mange af de spændende planter, der vokser i vejrabatterne.

Umiddelbart før Mizpe Ramon kører jeg ind i Makhtesh Ramon mod Be'erot Camping. En stenet men dog farbar vej fører ind i den nordvestlige del af det store krater. Israel har tre makhteser. Makhtes Gadol, Makhtes Katan og Ramon. Sidstnævnte er den største og dækker et areal på 40 gange 12 km og er 400 m dybt. Krateret er som de to andre dannet ved erosion. Her er uendelige mange oplevelsesmuligheder. På vej ind til camping-pladsen ser jeg Ørkenstenpikker, Middelhavsstenpikker og Broget Stenpikker. Ved den charmerende campingplads spiser jeg i læ for vinden omgivet af affald i store mængder. Det er desværre ikke ualmindeligt, at affal-det dynger sig op på rastepladserne. Det falder ikke i tråd med et ellers velfungerende samfund. Men måske er det en adfærd, som følger i kølvandet på velstand. Man kan sammenligne det med vores egen situation i 60'erne, hvor der taltes så meget om skovsvin. En kendsgerning er det imidlertid, at plastikkens forbandelser også hærger her i landet. Akacier draperet med hvide plastikstrimler er ikke pynteligt.

Nå, men jeg stiller den værste sult og kører ud til Ramat Saharonim. Her parkerer jeg bilen, tager fototasken på ryggen og begiver mig på vej til den forstenede skov. Da mørket snart vil falde på går jeg kun i to timer. Uan-set hvor blikket falder er landskabet vildt, farverigt og tiltrækkende. Jeg må lige op over den top derhenne for at se….. Men når jeg er der, så lokker en ny top. Jeg kender fornemmelsen fra fjeldene i Norden. Og så står de der pludselig de små lyseblå iris. Jeg kæmper med vinden, som rusker i planterne. Et lille pusterum giver en chance til at fotografere. I dette øjeblik går mine tanker hjem til Inger. Det ville ha' glædet hende at se dem vokse her, skønt de er af en anden farve end dem, hun har hjemme i højen. Et par Ørkenravne har i længere tid kredset om mig. De sorte fugle hænger i opvindene over bjergkammen, svæver ind over mig og kommer fortryllende nær. Lige til at fotografere med min 200mm tele.

Det er næsten mørkt, da jeg kommer tilbage til campingpladsen. Jeg parkerer bilen, drikker lidt vand og spiser resterne af min sandwich. En mørklødet ung mand kommer hen til bilen og forklarer mig et eller andet vedrørende betaling. Jeg forstår ham ikke, men går dog senere hen til et stort beduintelt, hvor en flok unge mennesker er i fuld sving med at lave varm mad. Der koges, brases og drikkes.

Jeg bliver vel modtaget og falder i snak med en af de voksne mænd. Han forklarer mig, at de er fra Haifa, og at han sammen med to andre kollegaer er på tur med en klasse. Jeg bliver inviteret på te i teltet af en kvindelig pædagog, som er meget interesseret i at høre, hvorfor jeg nu befinder mig i Makhtesh Ramon. Chaufføren, som kun kan få ord engelsk, bryder ind i samtalen. Til højre for mig bliver der dækket "tæppe", og jeg bliver inviteret til at spise med. Så jeg tager støvlerne af og sætter mig til rette på de bløde hynder. Den yngste af lærerne kreerer en svingende fuld tallerken til mig. Pølse, kogte kartofler med skral, humus ( mosede kikærter, citron, hvidløg, paprika, kommen og olivenolie) og en velsmagende salat.

En af eleverne, som for øvrigt har boet i USA i fem år, og som følge deraf taler et glimrende amerikansk, sætter sig ved siden af mig. Han kan så fortælle mig, at klassen er sammensat af elever fra flere klasser. En slags hjælpeklasse. Elever til enhver tid og i alle lande er ens. Da der skal ryddes op, er alle meget trætte og vil i seng. Nogle af dem sover under åben himmel. Selv bliver jeg tilbudt en plads i beduinteltet, men jeg foretrækker mit lille bagsæde. Jeg kan ikke sove, når der er for mange mennesker. Men inden jeg går til ro, betaler jeg 7 NIS til den unge mand, som kom til mig, da jeg parkerede. Han har nu sat sig godt til rette ved bålet med sin vandpibe. Røgen svirper om ham og trækker tårer i hans rødsprængte øjne. Men han er salig i sin rus.