Tirsdag den 24. Marts. Farstrup - Ovda lufthavn.

Jeg havde flottet mig med flyrejse fra Ålborg til Kastrup. Alternativet var nattog til Københavns Banegård. Det anså jeg for at være for besværligt. Med en oppakning, der tangerede 10 kg i overvægt ( telt, stativ, skop og telelinser vejer godt til) kom jeg uden besvær frem til Kastrup. I den frostklare martsmorgen var turen fra Ålborg til Kastrup en flot oplevelse. Det tørre rundstykke, som jeg snuppede ved udgangen til flyet, var ikke nogen stor oplevelse, men der var krummer i det. Min sidemand i flyet skulle på tillidsmandskursus i hovedstaden. I mit stille sind frydede jeg mig over at have lagt dette bag mig, og at jeg nu var på vej til eventyr på egen hånd.

Jeg fik tjekket ind til Ovda uden forhør og uden ransagelse af min bagage. Ved Gate 15 satte jeg mig og nød en kop engelsk te. Omkring mig flok-kedes mobiltelefolket. Jo, det er betydende mennesker. Antallet af rejsende steg. Blandt dem kunne jeg "genkende" nogle få ornitologer. Uniformen lyver ikke. Der var også dykkere og solbadere. En 12 årig pige havde vundet en rejse med ret til dykning ved at deltage i en af Bubbers konkurrence. Hendes forældre faldt jeg i snak med. Det samme var tilfældet med et par veninder fra Vejen. De lyttede meget interesserede til mit forehavende, og var sikker på, at jeg ville få en langt mere spændende tur, end de ville ved blot at sole og dykke. Jeg modsagde dem ikke.

I flyet kom jeg til at sidde helt fremme blandt familier med småbørn. Det var ikke så afslappende. Sutteflasker, bleer, afføring, gråd og bøvsen. Krampagtige forsøg på at se venlig og imødekommende ud. Det var lidt svært, når sidemanden opførte sig som en rigtig københavnerflab. Over Tyrkiet fik drengene lov til at besøge kaptajnen i cockpittet. Også de store drenge sneg sig derud. Imponerende at se det centrale bjergmassiv i Tyrkiet fra 10 km højde. Udenfor var temperaturen -60 grader. Anderledes var det da vi landede kl. 16.00 lokal tid i Ovda. Frisk ørkenvind og en temperatur på 16 grader.

Min lille Fiat Punto, som skulle blive mit tilholdssted de næste fjorten dage, stod nypudset skinnende hvid og ventede bag gitteret. Formularer i form af forsikring og andre værdifulde papirer fik min underskrift, og alle småskrammer på bilen blev omhyggeligt nedskrevet. Endelig kunne jeg dreje nøglen og begive mig på vej ud i ørkenen ad vej 12 mod Eilat. Jeg blev hurtigt dus med bilen. Aircondition , elruder og centrallås kom jeg til at sætte stor pris på.

Det skulle også ret hurtigt vise sig, at bagsædet var en udmærket soveplads. Allerede samme dags aften fandt jeg mig tilrette under soveposen på bagsædet i fosterstilling og sov fortræffeligt. Mit mål var ellers at finde en campingplads i Eilot. Men der var desværre ikke muligt at rejse telt. Man henviste mig til Yotvata ca. 50 km nordligere, men det passede ikke godt ind i mine planer om at blive i Eilat og omegn i to til tre dage. Derfor søgte jeg tilbage til Eilat, hvor jeg flakkede noget rundt og havde svært ved at orientere mig. Mørket og lyshavet fra de talrige gadelamper og mastodonthotellerne havde for længst sænket sig over byen, og det gjorde det ikke lettere at finde frem til et egnet sted at sove. En tur langs kysten ned til Coral Beach gav ikke resultat. Og da jeg var blevet frarådet, at stille telt op på selve stranden, kørte jeg tilbage til byen, og ved den offentlige badestrand, hvor der allerede var opstillet en del campingvogne og skure, fandt jeg en plads i læ bag en tamarisk tæt ved Birdwatching Centeret. Og til dieselmotorers skratten, en stærk nordvestenvinds susen i tamarisken faldt jeg i søvn med forventningens søde fornemmelse om, hvad morgendagen ville bringe.