Hornøya juni 2004

NYT: Rapport fra Varanger april 2009

Fuglebilleder fra tur til Varanger 2009

Landskabsbilleder fra Varanger 2009

Fuglebilleder fra tur til Varanger og Finland 2004

Pattedyr fra turen 2004

Planter fra turen 2004

Tilbage til kort

Hornøya
Fuglefjeld på 70,3 graders nordlig bredde.

Hornøya er ikke alene et fuglefjeld højt mod nord, det er også sammen med Runde i Sundsmøre ud for Ålesund det mest besøgte og lettest tilgængelige af de mange fuglefjelde, som den Norske Vestkyst er så rig på. Hvor vejnummer E 75, der i øvrigt tager sin begyndelse på Kreta, slutter ved at lege skjul i Norges første undervandstunnel, ligger Vardø det nordlige Norges ældste by samt eneste vesteuropæiske by med polarklima. Byens historie rækker helt tilbage til det 13. århundrede, hvor der på øen Vardøya opførtes det første fæstningsanlæg, Vardøhus, til værn mod karelerne. I slutningen af 1700tallet fik byen som led i den danske konges bestræbelser på at sætte gang i udviklingen i Finmarken købstadsrettigheder. I 1944 blev den under den tyske evakuering svært ødelagt. I dag forsøger de ca. 2700 indbyggere at overleve ved fiskeri og ved handel med fiskeprodukter samt af turisme. Og for turisten ligger netop Hornøya ude i havet og lokker.

Fuglefjeldet:
Hornøya på 31°,10 'E er Norges østligste fuglereservat for søfugle, og sammen med Runde referenceområde for bestandsudviklingen i de norske fuglekolonier. I yngleområdet på øens vestside kan man tælle 70000 - 90000 par af forskellige søfugle alt afhængig af fødemulighederne, der som bekendt veksler fra år til år. Talrigst forekommer Riderne med ca. 25000 par. Dernæst Lunderne med 6- 10000, og derpå følger Lomvie med 1500 par, Alk med ca. 500 par, Polarlomvie med 300-400 par, Topskarv med 100 par og slutteligt Storskarv med 10-20 par. Dertil kommer de tre mågearter: Sølvmåge, Svartbag og Stormmåge med tilsammen 40- 50000 par. Desuden yngler der få par Tejster, og undertiden kan man være heldig at se både Havørn og Jagtfalk jage i kolonien.
Hornøya er sammen med naboøen Reinøya , Præstholmen og det lille apendix, Avløysinga af Bird Life udpeget som IBA område. Følgende fire arter opfylder kriteriet for udpegningen: Kongeederfugl, der i vinterhalvåret fra marts til april kan ses i flokke på op til 3000, Sølvmåge, der med 50000 par i 1989 udgør den største koloni i Europa, Svartbag med op 700 par samt Alk med 250 par. Dertil kan nævnes Stellersand med over 400 fugle i månederne januar til april.
Fra og med 1. maj til og med 15. august er der færdselsforbud på øerne med undtagelse af et mindre afgrænset område på den vestlige del af Hornøya og en afmærket sti, der fører om til fyrtårnet i den nordvestlige del af øen. Før man agter at gå i land, skal man henvende sig til havnemyndighederne i Vardø eller kommandanten på Vardøhus fæstning. Sidstnævnte har tilsyn med Reinøya. På den måde holder man mandtal over besøgende, og regulerer tilige dermed antallet af personer, der færdes på land samtidig. Fra og med 1. marts til og med 30 september er dyre- og fuglelivet totalfredet. Det samme gælder plantelivet.

Besøg på Hornøya

Vejret er med os tirsdag de 8. juni 2004. Efter flere dages ophold på Varangerhalvøen med mange gode fugleoplevelser bag os, er det nu fuglefjeldet, der står for tur. Så vi: Søren Skov, Ole Krogh, Per Poulsen og undertegnede beslutter os for en tur til Hornøya. Læsset med fotogrej og kikkerter går vi om bord på båden "Vardø", som flere gange dagligt transporterer turister til øen. Et let brise kruser farvandet mellem øen og fastlandet. Og drivende skyer på en blå himmel, får efterhånden som vi nærmer os fuglefjeldet selskab af flyvende søfugle. Mylderet af fugle tager til for hver sømil, vi tilbagelægger.
Men det gør disen desværre også. Et tyndt filter lægger sig over sollyset, dog uden at det gør fotografering umulig. Og at fotografere fuglene er jo netop et af målene med besøget. Allerede på landgangsbroen fornemmer vi den helt specielle lugt af fuglefjeld. Guanoen ligger i tykke lag under smukke puder af Koklearer, hvis saftiggrønne blade og hvide blomster understreger den mørke fjeldvæg. Forræderiske huller med grønt ildelugtende vand, og fugleklatter, der fra luften falder ned som forstøvet lort forhøjer stemningen. For slet ikke at tale om de mange smukke og fotogene fugle, der omgiver os. Virvaret er total i begyndelsen. Hvor finder vi de rette motiver? Hvor skal vi stå? Holder vejret?
Men efterhånden falder der ro over os, og koncentrationen samler sig om en lille gruppe Topskarver. Ellers går vi egne veje. Selv prøver jeg, hvor langt jeg kan komme mod nord. Terrænet er fyldt med tomme æggeskaller, døde fugle og afpillede søpindsvin omgivet af de smukkeste laver. Helt ude på fjeldkammen mod havet ligger en Svartbag på rede, og et vedvarende angreb af en Sølvmåge fortæller mig, at jeg er kommet for tæt på.
Jeg vender om og stopper op ved Lunderne. Det er nu ca. tiende gang, jeg befinder mig på et fuglefjeld med Lunder, og lige betagende er det hver gang at møde denne lille alkefugl, hvorom en deltager på en DOF tur til Mygenæs i 1991, sagde" Vor Herre må ha' været i godt humør, da han skabte Lunderne". Selv bliver jeg i godt humør ved at gense den, men da mit fotoarkiv allerede rummer et betragteligt antal billeder af Lunder, går jeg videre ad stien, som i brat stigning kryber op over fjeldet. Herfra er der et godt udsyn nedover klipperne ud til havet, hvor Lomvier, Polarlomvier, Alke og Topskarver ligger side om side. Til venstre for mig før opstigningen er der et stort skår i fjeldvæggen, som øverst oppe har givet plads til rugende Topskarver. Helt oppe over kammen stryger Lomvier, Alke og Lunder forbi i strid modvind. I vindstød øges modstanden, og i korte øjeblikke bevæger fuglene sig betydeligt langsommere. Da er chancen for flugtbilleder tilstede.
Efter at have passeret det højeste punkt på stien kommer man om i læsiden og har den lille halvø Avløysinga på højre hånd. Her får man syn for sagn, hvad antallet af ynglende Sølvmåger angår. På klipperne længst ude, hvor bølgerne brydes ligger en lille flok gråsæler, og foran mig på stien flyver Rødstrubet Piber og Gul Vipstjert. Længst fremme står det hvide fyrtårn mod den blå himmel og lokker. For her må der være læ for vinden, der, efterhånden som jeg kommer længere mod nord, tager til i styrke. Men desværre ligger tårnet for langt fra kysten, så hvis jeg skal have mulighed for at fotografere forbiflyvende fugle, må jeg ud i vinden. Det kræver for første gang på turen både hue og vanter. En fransk fotograf har allerede placeret sig i skrævende stilling for at holde sig fast. Selv må jeg ned og sidde, men det er en næsten umulig opgave at fotografere. Fingrene fryser, øjnene løber i vand og kameraet ryster. Alligevel lykkes det mig, at skyde et par anvendelige billeder. Da jeg kommer tilbage og slutter mig til de andre, viser det sig, at blæsten generelt er taget til. Derfor beslutter vi os for at tage med båden tilbage til Vardø et par timer før beregnet. Alle bliver bedt om at tage plads i den aflukkede kahyt. Havet viser tænder, og sender kaskader af vand ind over båden. En værdig afslutning på en tur til Norges østligste fuglereservat.
Albert Steen-Hansen

Tilbage til kort