Fredag den 12. maj

Tindaneset,Skavura,Fyret og Rundebranden.

Jeg benytter de tidlige morgentimer, hvor solens stråler endnu falder på de meget bratte fjeldvægge sydøst for byen Goksöyr til at fotograferer Storblomstret Kodriver. Det er højsæson for denne smukke plante, som jeg finder flere steder på nordsiden af øen. Ellers er karakterplanten Stor Frytle, som giver fjeldsiden en grøn forårsfrisk farve.
Det er ellers min hensigt at udnytte formiddagslyset ved Tindaneset. Med stort besvær klatrer jeg op ad klipperne. Det er ikke let med tungt udstyr. Men med forsigtighed kan man komme helt frem til fredningsskiltet. Her er godt at sidde. Vinden har lagt sig. Kun dønningerne larmer, når de i et frådende crescendo ramler ind i de yderste skær. Topskarverne har travlt. Der er en vældig trafik forbi mig. Mallemukkerne kommer svævende på stive vinger i store kredse. Lægger an til landing, men fortryder. En enkelt fugl ligger på rede. Det er, hvad jeg kan se. Pludselig står der en Topskarv på et fremspring i rimelig afstand for fotografering. Elegant fugl med den lille smarte krøltop. Ved siden af den står en Svartbag, og på en klippe, malet i sort, gråt og gult, som det jo er in, og altid har været det her ved havstokken, står et par Strandskader og danner en fin silhuet mod det blå hav.
På vej tilbage fotograferer jeg Engkabbeleje, Hvid Vipstjert og et par Stormmåger, som ligger og sover på en sten, som er lidt for tung for den ældre herre, der er i færd med at rydde en strandeng for "opskyllede" sten. Jeg får en lille snak med ham.
-Det er ikke et job, jeg er vant til, siger han.
-Jeg bliver noget forpustet, og det er jo også ret forgæves, for ved næste orkan kommer stenene tilbage.
Inden for kort tid har de her på Runde oplevet tre voldsomme orkaner, som har blæst huse omkuld, nedbrudt murværk ud mod havet og løftet tagene på de maleriske huse. Det er svært at forestille sig i dag, hvor alt ånder ro og fred.
-Der er en vældig magt i havet, forsikrer han mig.

De næst 8-9 timer tilbringer jeg på fjeldet. Går nordover mod Tinden. Efter ca. 500 meter "løber" jeg ind i et par Storkjover. Fuglene står på en græstue, skriger og løfter vingerne, da en tredje Storkjove flyver hen over dem. Jeg kommer utrolig tæt på fuglene, uden at de tager notits af mig. Det må give gode billeder.
Ude ved Tinden sætter jeg mig et øjeblik og mindes turen med Inger og Mikkel sidste sommer. Der er ikke så mange ynglende Mallemukker her som dengang. På turen op over fjeldet har jeg set:
Sjagger 2
Engpiber 4-6
Bjergirisk 2
Landsvale 4
Storkjove 6
Stille og roligt med mange pauser bevæger jeg mig frem forbi Skarvura på højre hånd og Storehaugen på venstre. Stigningen er brat flere steder, men omsider er jeg fremme ved trappen, der fører ned til fyret. "ADVARSEL"! Stien er dårlig. Står der på et stort skilt.Jeg rådfører mig med et hold, der netop kommer op nede fra fyret.
-Jo, det går fint med at komme ned, men det er svært at komme op, siger en af mændene og griner.
Jeg pakker mit grej i rygsækken og kaster mig ud i den "farlige" nedstigning.Godt, jeg har gelænderet. Allerede nu gruer jeg for opstigningen. Men den ligger heldigvis nogle timer ude i fremtiden.
Solen er ikke stabil. Et tyndt skylag kan dog ikke holde lyset tilbage, så der stadig muligheder for at fotografere. Allerede på vej ned ad trappen fanger min opmærksomhed en sælsom trafik af Rider. I store flokke kommer de flyvende fra nordøst over de røde tage. Kort efter følger endnu en flok. Andre flokke flyver i modsat retning. Det er som om, der er en fin koordinering i flyvningen. En opgave der skal løses. I kikkerten kan jeg se, at fuglene, som kommer fra nordøst, har plantedele i næbbet. Og da jeg kommer helt ned ved fyret, kan jeg blot gå efter lyden for at finde frem til stedet, hvorfra de henter materialet. Og det er jo netop det, der foregår. Der hentes redemateriale. I fugtige plantedækkede slugter flokkes de under skrigende "Tatera Tatera" og flår plantedele ud med næbbet.
Senere går jeg ud på klipperne ved det gamle fyr. Her flyves der også med redemateriale. Men nu er det Sulerne, der kommer forbi mig. Sulerne bygger en stor rede af tang, græs og drivgods.
Herude på klippen bliver jeg længe. Hen på eftermiddagen bryder solen frem, men det blæser koldt. Det betyder nu ikke så meget, bare der er fugle. Og det er der hele tiden. Riderne er stadig i aktivitet. Undertiden stryger de over mit hovede i 2-3 meters afstand. En del af Sulerne går inden om det gamle fyr. Det er fin servering for fotografen. Også Storkjoverne optræder her.

Opstigningen venter. Jeg må tage mig sammen. Benene ryster, men det går over al forventning. Oppe lægger jeg mig i de tørre blade af stor frytle og falder i søvn. Herligt!! Så er jeg klar til Rundebranden. Langt nede ligger de smukke, hvide huse med røde tage, som er en del af fyrkomplekset. En mand er ved at kalke.
-Det er dansk kalk, sagde han til mig, da jeg for en halv time siden gik forbi ham. -Så det må kunne holde. Han kunne i øvrigt fortælle, at der i går aftes sad to Havørne nede på klipperne og åd fisk. Det er også Havørnene, der trækker mig til Rundebranden nu. På lang afstand kan jeg se to til tre fugle, som hele tiden holder til der båret oppe af vinden , som i dag kommer ude fra vest. Men inden jeg er helt oppe på Rundebranden, får jeg øje på en Storkjove, som ligger i græsset på fjeldkammen med det blågrå hav som baggrund. Den bliver liggende, selv om jeg stiller an til fotografering. Dog må den lige op at stå, som om den ønsker at få overblik over situationen. Eller måske vil den markerer, at nu kan det være nok. Jeg trækker mig tilbage og takker.
Så går det ellers løs med Havørnene. Og heldet er med mig. Da jeg kommer op på det højeste punkt og dermed tættest på ørnene, bryder solen igennem, og jeg kan fotografere med en blå himmel som baggrund.To film ryger gennem kameraet. Den chance får jeg aldrig mere. Der nu i alt 5 ørne. Alle unge fugle. Nogle er godt slidte i fjerdragten. Men ansats til hvid hale anes svagt. Der leges i luften. Det er fascinerende at se så store fugle navigere så let. Flakser fra side til side. Kaster sig derpå ned mod en artsfælle, brydes og skriger. I cirkler skruer de sig op. Går ud over vandet og flyver mod sydøst over Kaldekloven og Lundeura for efter nogle minutter at vende tilbage over mig igen. Sådan fortsætter de længe, men falder dog til ro for natten. Selv går jeg ned til mit telt og er klar til en tiltrængt natmad. Slutter dagen med Symfoni nr. 2 i D-dur af Sibelius.