Møde med Tjuren april 2007


Tilbage til kort
Se mine biller af Tjuren på Pbase

Natligt møde med nordens største hønsefugl - Tjuren

"Spillet begynder på "natgrenen" ved første lysning i øst ti minutter eller et kvarter, inden droslerne og rødhalsen stemmer i. Spillepladserne indtages med strakt hals og næbbet lodret i vejret, noget hængende vinger og vifteformet udspærret hale. Stemmen består af accelererende hvirvler som fra tørre træpinde, der slås mod hinanden, klunk, som fra en korkprop, der slipper flasken og så en afsluttende sugende eller hvislende lyd. Når spillet går for fuld knald falder klunkene hvert syvende sek. Efter fem til ti strofer er der pause, som udfyldes med enkelte knips. Under den tredje afsluttende del af "sangen" , der strækker sig over godt tre sekunder, arbejder fuglen hektisk med halsen. Han hører da kun lidt, og man kan tage nogle ret støjende skridt. Han blinker også tydeligt med øjnene, men han er langt fra blind.
Ved daggry når mejsekoncerten sætter ind og afløser drosselkoret, forlader kokkene "natgrenen" og lander på spillepladsen med bulder og brag. På Spillepladsen går hver enkelt i en bestemt bane og spiller. Bliver han irriteret udstøder han med en bukkende bevægelse et halvt brølende et halvt gryntende öhu-úhu, som på jægersprog kaldes at "skære næb". Kampe forekommer mellem tupparna."
Således på mesterlig vis beskriver "Mäster Erik" alias den navnkundige svenske ornitolog Erik Rosenberg i bogen "Fågler i Sverige" det fascinerende spil, der hvert forår udfolder sig i de svenske skove. Og i bogen "Uvberget og tjäderskogen" fra 1937 skriver han: "På disede og kolde forårsnætter, hvor skoven får liv og taler med fuglestemmer, er det umuligt at holde sig fra tjurskovene". Og han fortsætter: "Da at snige sig omkring fra den ene tuppen til den anden, lytte til deres underlige stemme og iagttage deres fantastiske bevægelser, hører til livets store højtidsstunder." Og deri må jeg give ham ret.

Söderbärke natten mellem den 24. og 25. april

Ingen tvivl om, at muligheden for at opleve tjurens forunderlige parringsspil, ligger højt på enhver fuglekikkers ønskeliste. Der var derfor heller ikke tvivl i mit sind, da tre gæve vendelboere spurgte mig, om jeg havde lyst til en tur til Sverige for at se Tjur. Da der samtidig åbnedes mulighed for at fotografere dem på spillepladsen, var det et ekstra plus. Ikke siden midten af 1960'erne, hvor jeg fotograferede en hormonforstyrret tjurhan, har jeg været på fotoafstand af hannen. Så store var forventningerne, da jeg ved 17-tiden kravlede ind i det lave fotoskjul formet som en halvcylinder. Langt nok til at ligge udstrakt, men for lavt til at sidde i bekvem stilling for fotografering, hvis noget skulle vise sig. Men foreløbig var min opgave at berede mig til natten.
Proviant og drikkevarer samt sovepose havde jeg selvfølgelig medbragt. Da det først var tilladt at forlade skjulet næste dag ved 11-tiden, skulle ens nødtørft forrettes i teltet. Hertil havde Tommy Persson, som var vores guid, og som tillige ejede ikke mindre end fem skjul beregnet for fotografering af Tjur, tilpasset en halvanden-litters colaflaske. På halsen havde han skåret et hul noget større en flaskens originale hul. Vi var naturligvis ikke i tvivl om, at det store hul var tiltænkt danskerne, og at det lille påfyldningshul var for svenskerne. Men midt på natten, da kulden var trængt gennem sovepose, de varme klæder og helt ind i kroppen, kunne selv en dansker mageligt have nøjedes med en flaske uden udboring.


Ved 22-tiden hørte jeg vingeslag. Var det den første han, som fandt nattesæde på en gren i nærheden? Måske. Siden hørte jeg ikke flere fugle komme. Fra da af og frem til morgengry var det kun lyden af vindens susen i de høje nåletræer, der holdt mig med selskab. En vind, som hen på natten tiltog og fik de omgivende træerne til at svaje faretruende. Der var nu rigelig tid til at drømme om og håbe på et succesfuldt møde med Nordens største hønsefugl.

Signalement af Tjuren

Kokken kan veje op til fem kg. Ja, jægere beretter endog om fugle, der i sjældne tilfælde kan veje hele 7 kg. Hønen omkring 3 kg. I skovtykningen virker hannen sort, men ved nærmere eftersyn fremtræder den bruntonede ryg, det gråsprængte islæt og det grønne metalglinsende bryst. Hønen er klædt i en fjerdragt, der minder meget om urfuglens blot mere mættede farver. Et kendetegn for hannen er desuden den afrundede vifteformede hale, som er forsynet med små hvide tværstriber.
På vingeknoen findes en stor rund, hvid plet, som ifølge en samisk myte stammer fra en skuffet sangsvane. Denne blev inviteret til højbords ved en stub i skoven, hvortil tjuren førte hende fra det høje nord for at gifte sig med hende. Han serverede naturligvis det lækreste, som kunne opdrives i skoven. I toppen af et stort fyrretræ hentede han friske fyrrenåle, og arrangerede dem festligt på stubben. Svanen gav sig til at æde, men nålene stak, og blodet piblede frem. Da følte hun sig sveget, løftede de hvide vinger og stak dem i tjuren, lettede og fløj nordpå. Ja, fyrrenåle er, hvor mærkeligt det end lyder, tjurens foretrukne føde det meste af året. En kok æder dagligt op til 400gram, en høne ca. 200 gram. Denne føde har et stort og svært nedbrydeligt indhold af cellulose. Derfor ser man ofte tjuren gå langs skovveje for at samle kråsesten. Den store mængde føde bevirker, at fuglen hvert tiende minut afgiver 6-7 cm lange, lillefingertykke pølser bestående af sammenkittede rester af fyrrenåle. Væsentligt forskellige fra urfuglens. I løbet af vinteren taber fuglene meget i vægt, men ved forårets komme genvinder hunnerne takket være et ganske anderledes fødevalg tabet, og er ganske velnærede, når ynglesæsonen indtræffer. Menuen består nu af blåbærris, blade af rosmarinlyng, tyttebær, spirende kæruld, anemoner og padderokker. Hannerne, der er optaget af parringspillet, taber sig imidlertid yderligere.

En 6 timers forestilling

Ved 4- tiden vågnede jeg ved en lyd, der adskilte sig fra stormens susen. En buldren i skovbunden på min venstre side, så kraftig, at jeg i første omgang troede, det var en Elg, kom fra den første Tjur, der forlod sit nattesæde og landede i nærheden af spillepladsen. Endnu kunne jeg kun se hovedet af ham, da han desværre gik neden for pladsen - en stor afrundet klippeblok dækket af nedslidt græs og andre urter. Bevidst om, at der ingen garanti er for, at spillet netop finder sted på en gunstig position for fotografering, frygtede jeg allerede, at skjulet var placeret forkert.
Men sådan gik det heldigvis ikke. For omsider bevægede han sig til min store glæde langsomt og aristokratisk op på plateauet. Kameraet kom i stilling, men det var endnu for mørkt til at tage billeder, selv om der blev skruet op på 1250 ISO. Neden for spillepladsen indfandt der sig flere hanner, og bag mig kunne jeg hører, hvordan kamphanerne tørnede sammen. Kongen - sådan kan vi vel kalde ham, der indfandt sig først på spillepladsen, tillod på intet tidspunkt andre hanner at optræde på arenaen.
Kl. 4:55 tog jeg det første billede. To hunner var pludselig landet 7-8 meter fra skjulet ikke langt fra hannen. I parringsvillig stilling - helt nede på hælen med bugen slæbende på skovbunden og vingerne sænket - placerede de sig foran ham, som om de ville sige- tag mig! En adfærd, der viser, at hunnen netop har udvalgt denne han til at føre slægten videre. Flere hunner kom til. Andre sad i træerne omkring mig. På et tidspunkt talte jeg op til fem hunner, der pilede rundt på spillepladsen.
Ved 6-tiden trængte de første solstrejf ind mellem stammerne, og senere havde jeg held til at få et billede af en parring. Det var tydeligt, at fuglene ikke ænsede min tilstedeværelse. Af og til landede en høne på taget af skjulet, og en han, der prøvede at snige sig op på arenaen, gik forbi mig i så lille afstand, at jeg virkelig fik set, hvad en kampberedt tjur signalerer. Strittende strubefjer, et stort, sort øje med lysebrun iris, et halvmåneformet rødfarvet felt over øjet samt et enormt, elfenbensfarvet, åbent næb, hvorfra tjurhanens sælsomme lyde blev slynget ud mod modstanderen. Efter en vellykket parring fløj nogle af hunnerne op i træerne og gav sig til at æde fyrrenåle. Siden giver de sig i kast med redebygning og opfostring af ungerne. Men det er en helt anden historie.
Ved 10-tiden fandt jeg det forsvarligt at forlade skjulet. Men da var der endnu tre hanner tilbage i træerne. Opskræmte fløj de buldrende gennem skoven. Præcis som man plejer at se dem. Godt at blive strakt efter 6 timer i ubekvem stilling, halvt siddende, halvt liggende, ofte med tilløb til krampe i benene, men hvad gør man ikke for at opleve "en af livets højtidsstunder" som Mäster Erik udtrykte det.

Albert Steen-Hansen

Litteratur: Nordens Fugle i Farver bind 4
Svenska Jägerförbundets hjemmeside
Clas Thor : Fågelliv betyder orden - Vandringer i Erik Rosenbergs Riken
Erik Rosenbergs: Fågler i Sverige