De historiske rosers historie fra før 1867 har jeg været meget optaget af, og jeg har derfor plantet en del til vores fælles glæde, både med hensyn til skønhed, duft og sundhed. Gallicaroserne, "franske roser", kan spores til 13. årh. f.v.t. og var de første roser, som dyrkedes uden for Kina.
Her i skovhaven står grupper af "Complicata", en gallica-hybrid, og "Violacea", mørk purpurrød med fløjlsglans og gyldne støvblade. De blomstrer i højsommeren.
Af andre gallica-hybrider har jeg desuden plantet Rosa gallica "Splendens" = "Frankfurt" med enkle, karminrøde blomster. Velegnet til mager jord og køligt klima. Desuden "Gloire de France" og "Apotekerrosen", Rosa "Officinalis".
Mosrosen, "Henri Martin", har jeg valgt, fordi den som vores søn, Martin, er stærk og smuk.
"Celestial", "Suaveolens", "Madame Plantier" og "Königin von Dänemark" er Albaroser med hvide (alba) eller rosa farver, der kommer helt til deres ret i halvskygge. Læs evt., hvad Inger Skovløkke skriver i sit essay om de gamle rosers påvirkning.
Andre gamle roser er bl.a. "Old Blush" (Chinensisgruppen), der kræver en lidt beskyttet plads, men tåler halvskygge. Med naturgødning og omsorg som vanding og vinterdækning remonterer den flittigt på volden fra begyndelsen af juni til sent efterår. "The Last Rose of Summer", den irske digter, Thomas Moores digt, skal være inspireret af denne fine rose. "Old Blush" kan i Kina spores til det 10. årh. på et bevaret silkemaleri, men anses for at være meget ældre. Blev indført til Europa af en Linné-elev (Uppsala universitetshave) i 1752. "Old Blush" er blevet meget anvendt i forædlingsarbejdet, ja, er rosenhistorisk set en af de mest værdifulde roser i alle kategorier. Dens slægtning "Viridiflora", den grønne rose, har holdbare blomster og lang blomstringstid.

Kilde: Lars-Åke Gustavsson: Rosenleksikon