|
NATUR VESTHIMMERLAND
Nibe Avis 9. juli 2008 Nordjyske Stiftstidende 16. juli 2008 Farvel til 82000 ha dansk natur I biobrændslens, gyllens og tegnebogens hellige navn har vi i efteråret 2007 og det følgende forår 2008 været vidne til den største kollektive naturødelæggelse nogen sinde. Ifølge Fødevareministeriets statistik er halvdelen af de braklægningsarealer, som blev udlagt i forbindelse med ordningens ikrafttrædelse 1992, pløjet op og sået til. Et areal næsten 3 gange så stort som Langeland. Desværre har Fødevareministeriet ikke megen styr på, hvor de forskellige brakmarker ligger, og som følge heraf er det vanskeligt at få oplyst, hvilke arealer, der nu er inddraget til dyrkning. Den interesserede er derfor henvist til egne iagttagelser. Og man har bestem ikke kunnet undgå at se, hvor grisk mange landmænd er faret frem. Grellest ser det ud i Vestjylland, der som bekendt også rummer de fleste marginale jorder. Men lokalt har jeg set eksempler på flere grove ødelæggelser. På en eng talte jeg sidste år over 80 Purpur-Gøgeurt og langt over 100 Kødfarvet Gøgeurt. Begge er fredet på eng, men ikke på brakmark. Forstå det, hvem der kan. Desuden er Purpur-Gøgeurt betegnet som temmelig sjælden i Nordjylland og meget sjælden i Vest- og Østjylland. I dag står der 10 cm høje havrestrå . Et overdrev med en blomsterpragt, der langt overgik, hvad Jesperhus Blomsterpark kan præstere, var hjemsted for 12-14 forskellige dagsommerfugle. Nu står kornstråene med 11 strå i 12 rækker og skriger til hinanden. Små skovpartier fræses op. Alt sammen sker vel vidende, at det slet ikke kan forrentes, men kun har det det ene formål at skaffe plads til gyllen og kvadratmeterne til gunst for hektarstøtten. Da nulstillingen af braklægningsordningen trådte i kraft i efteråret 2007 udtalte landbruget, at det næppe vil få stor effekt. De braklagte marker er nemlig ofte arealer, der ikke er god landbrugsjord, og at der tillige er meget arbejde i at pløje dem op og gøde jorden for kun et års udbytte. Her forregnede man sig, idet det nu er en kendsgerning, at man har taget for sig af retterne. Og det bekymrer nu miljøminister Troels Lund Poulsen, der har udtalt, at der er pløjet langt mere brak op, end han havde forestillet sig. Det har ellers ikke skortet på advarsler fra de grønne organisationer og oppositionen. Men ministeren havde ingen forståelse for advarslerne og fremførte blot at braknaturen er jo ikke blevet til uerstattelig natur, men er ”karakteriseret ved almindelige arter, som vi også finder andre steder.” I relation til dette kan jeg ikke lade være med at se tilbage på den dag, hvor Troels Lund Poulsen overtog miljøministerposten efter Conny Hedegaard. ( En sorgens dag). Da koketterede han med at fremhæve egne kvalifikationer i relation til jobbet som miljøets vogter. Idet han som ejer af et mindre landbrug og en grøn traktor mente at være i besiddelse af de rette forudsætninger for at værne om naturen. Jeg tror, at han har glemt at pudse ruderne på traktoren og dermed mistet mulighederne for at se visionerne, har fået blokeret udsynet og ikke mindst sansen for detaljen. Når ministeren påstår, at braknatur er karakteriseret ved almindelige arter, som også findes mange andre steder i den danske natur, så afslører det en stor mangel på indsigt. For det første findes der mig bekendt ingen undersøgelser af brakmarkers naturindhold. For det andet er mangen brakmark et langt bedre levested for dyr, planter og fugle end en korn- eller majsmark. Desuden vokser mange brakmarker ind i betegnelsen beskyttet natur og bliver til uvurderlige oaser i det ellers monotone landskab. Ved sin holdning og manglende vilje til at gribe ind legitimerer han, at man uden problemer kan opdyrke brakmarker. En holdning, som kan have afsmittende virkning på den enkelte landmands motivering for at opdyrke mere brak. Jeg fristes til at komme med et bibelcitat.” Tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør.” For det forholder sig desværre sådan, at en meget stor del af den danske befolkning er naturanalfabeter. En påstand, som andre også har fremført her i avisen. Det afspejles i en stadig større ligegyldighed over for det omsiggribende tryk, der udøves mod naturens mangfoldighed. Vi mangler indsigt og kendskab til de enkelte arter. At kunne knytte et navn til en plante, en fugl eller et insekt giver respekt for det levende og oplevelser med indhold. For at citere Michal Stolze fra Danmarks Naturfredningsforening. ” Vi trænger til at få rusket op i vores forhold til naturen. Der skal en kanon til. Og den skal være for hele folket. Naturen er både kulturens forudsætning og modsætning. Derfor er det mærkeligt at have en kulturkanon uden en naturkanon som pendant. Og naturkanonen er faktisk mere nødvendig end kulturkanonen.” Jeg giver ham ret. Og nu sidste nyt! Som noget ganske enestående i verden opretter man nu nationalparker for svinefarme. I Nationalpark Skjern Å har miljøministeren i sidste uge ved et møde med 300 borgere i Skjern beroliget landmændene med, at en udvidelse af svinefarmene kun skal lovliggøres i forhold til almindelige miljølove og ikke kan afvises med begrundelse i nationalparken. Hvor i verden finder man tilsvarende mærkværdigheder? Jeg ved det ikke. Albert Steen-Hansen DOF-Nordjylland |