|
NATUR VESTHIMMERLAND
Denne artikel blev bragt i Nordjyske den 22. januar 2010 Det lysner ikke for naturen Med besked derudefra………….. Et synspunkt ”Med besked derudefra, at det lysner dag for dag”. Sådan lyder en strofe i en kær, optimistisk, gammel julesang. En julesang, som sikkert er blevet sunget mange steder rundt om i de danske hjem i den jul, der nu ligger bag os. For mig har denne sang, så længe jeg kan huske tilbage, været min yndlingsjulesang. Uden svulstige og uforklarlige ord beskriver den en stemning af skønhed, lugte og forventning. En forventning om et snarligt kommende forår, hvor lyset, egen og bøgen vender tilbage. Og det er da et fantastisk budskab. Ligegyldigt, hvor tosset vi mennesker ter os, så lever vi i en forvisning om, at lyset og foråret kommer tilbage, som det altid har gjort. Men der er også andre budskaber derudefra: Om en natur, for hvilken det ikke lysner dag for dag. Om en stadig voksende polarisering i det danske samfund, hvor afstand mellem rig og fattig bliver mere og mere markant. Om et samfund, hvor disciplin, solidaritet og troen på det enkelte menneske afløses af selviscenesættelse, selvtilstrækkelighed og kontrol. Om et samfund, hvor små børn testes, katalogiseres og bliver gjort til små talstørrelser. Om en nation, der er i krig. En krig der, som Carsten Jensen udtaler det i Information på årets sidste dag i 2009: Det bør siges til alle unge danskere, der fra nu af melder sig til at gøre militærtjeneste i Afghanistan: ”Hvis I dør eller bliver såret, sker det udelukkende for at redde ansigtet for politikerne, der selv inderst inde er holdt op med at tro på, hvad de siger”. Apropos, det at tro på politikerne. Vi husker sikker tydeligt, da tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen på landsmøde i Herning 2008 til stor overraskelse for mange sprang ud som grøn venstremand. Hans provokerende påstand fem år tidligere på landsmødet den 8. dec. 2003 om, at ”ikke en fugl, ikke en fisk, ikke en frø har fået det ringere som følge af regeringens miljøpolitik”, var glemt. Grønt er godt for øjet, siger man, men det er også godt for en taktisk politiker som Anders Fogh Rasmussen, der sluttede landsmødet i 2008 med følgende salut: ”Lad os tage et grønt kvantespring, lad os skabe en ny grøn vækst og tusindvis af nye arbejdspladser. Lad os gøre Danmark til en grøn vindernation”. Ja, vi hørte ham endda indrømme, at mange i partiet, han selv iberegnet, nok havde været lidt fodslæbende og ikke hørt til den energipolitiske avantgarde." Og så pakkede han kufferten og drog til Natos hovedkvarter. Det skete, selv om han utallige gange, når man spurgte ind til hans fremtidsplaner, svarede ”Jeg er ikke kandidat”. Han vendte klimatopmødet og igangsætningen af ”Grøn Vækst” ryggen og overlod det videre forløb til henholdsvis statsminister Lars Lykke Rasmussen og miljøminister Troels Lund Poulsen. En statsminister, som på landsmødet 2009 i talen ”Den danske drøm” ikke nævnte naturen en eneste gang, og en miljøminister, som gør sig mest bemærket ved at puste sig op og smykke sine forslag med tillægsordene ” det mest ambitiøse” og ”historiske”. Således fremlagde han den 14. januar efter egen overbevisning den mest ”ambitiøse” plan nogen sinde for Danmarks natur . Og efter miljøministerens egen overbevisning skrives der historie, når store dele af Østerild Plantage måske fælles i nærmeste fremtid for at give plads til et nationalt testcenter for vindmøller. Jo, man må sige, at her skrives historie i mere end én forstand, da det er helt uhørt, at man i en tid, hvor der mere end nogen sinde er behov for ny skov, overhovedet kan få den tanke at nedlægge størstedelen af en plantage, hvorpå der i øvrigt er fredsskovpligt. En plantage, der desuden, siden den blev påbegyndt i 1890 og senere udvidet ved tilkøb af større arealer i 1937, i visse områder har udviklet sig til egentlig skov med stort islæt af løvtræer. Et økosystem i særklasse for egnen. Men som miljøministeren sagde, da han forelagde planen for borgerne på mødet i Østerild i september sidste år: ”Det er en helt nødvendig satsning for at bevare Danmarks førerposition på vindmølle-markedet på verdensplan.” Og hertil er der blot at sige, at hvorfor kendte man ikke sin besøgelsestid? Da VK overtog regeringsmagten i 2001, lå Danmark allerede i en førerposition inden for udnyttelse af vindenergi. Men næppe var man trådt i arbejdstøjet, førend man stillede hele vindmølleindustrien på vågeblus. Nu har regeringen så fornemmet, at vinden stadig blæser og er vågnet op af sin tornerosesøvn for også på dette område at blive verdensmester. Mindre kan vel gøre det. Og mon ikke der kan findes en alternativ placering af testcenteret. Jeg kan let forestille mig, at der findes en betrængt landmand, som hellere end gerne vil sælge jord til projektet. På et eller andet tidspunkt skal landbruget alligevel igen have økonomisk støtte. Det vil være en meget bedre løsning, end at anbringe en 250 meter høj og 1 km bred mur bestående af 5- 7 mega-vindmøller mellem Vejlerne og Hanstholmreservatet. Men det bliver ikke let at overbevise en miljøminister, der viderefører den holdning, som tidligere miljøminister Hans Christian Schmidt gav udtryk for, nemlig den, at en nationalpark sagtens kan rumme en svineproduktion, og at den enkelte landmand endda vil have fordel ved, at bedriften ligger inde i parken. Og når det kommer til stykket, så er det også landbruget, der vægtes højere end naturen i regeringens udspil om ”Grøn Vækst”. Et af hovedbudskaberne er, at der skal skabes 75.000 ha ny natur frem til 2015. Heraf 50.000 ha sprøjtefri- og dyrkningsfri randzoner langs vandløb og søer. Disse arealer må dog gerne anvendes til energiafgrøder, blot de ikke sprøjtes. Det er imidlertid tankevækkende, at selv om Miljøministeren påstår, at han fremlægger det mest ambitiøse forslag nogen sinde, så er Dansk Landbrugs udspil faktisk mere ambitiøst, idet man her foreslår en ekstensivering af 50.000 ha lavbundsjord og ikke de 13.000 ha vådområder, som regeringen foreslår. Regeringens ambitionsniveau er i relation til egen opfattelse høj. Men der er rigtig langt op til de 117.000 ha brakjord, der i de sidste to år er pløjet op. At fødevareministeren i dag den 20. januar bortforklarer tabet med påstanden om, at nu får vi jo varende natur, vidner kun om, at heller ikke hun har fattet, at værdifulde naturtyper er tabt for altid. Dertil kommer, at vi fremover får opdelt vores natur i en A og B-natur. A-natur vil omfatte nationalparker og Natura 2000 områder. Resten, ca. to tredjedele af Danmarks natur, vil, hvis man skal henholde sig til miljøministerens udtalelse den 14. januar ved fremlæggelsen af Vand- og Naturplaner for Danmark, ligge ubeskyttet som B-natur, idet ministeren på nationalt plan ikke har til hensigt at revidere naturbeskyttelsesloven. Derfor kan vi frygte, som vi hidtil har set det efter kommune-sammenlægningen, at der fra dag 1 til dag 2 forsvinder små værdifulde naturperler. Lokalt har jeg set skove forvandlet til kornmarker, der næppe kan forrentes. Det samme er sket med små plantager, som var tilholdssted for Skovhornugle, Grævling og Ræv. Paragraf 3 områder er pløjet op, andre er blevet drænet. Levende hegn forsvinder. Og markveje ligeledes. Tilsyneladende affinder folk sig med det, og det harmonerer slet ikke med at flertallet af os siger, at vi elsker den danske natur og ønsker dens kvaliteter sikret. Forklaringen skal findes i vores forskellige naturopfattelse. For nogle er den meget rummelig. Ja, så rummelig, at de endog medregner gule rapsmarker, bølgende kornmarker, påskeliljer og krokus i vejrabatter og store, veltrimmede græsplæner i parker og ved anlæg. Men hvor er den biologiske mangfoldighed i disse monokulturer? Ja, for det er vel den, vi må være fælles om at bevare. Derfor bør I, der ser truslerne råbe op. Desværre er der en tavs masse af forskere og eksperter , der holder sig tilbage. Men som Kaj Sand-Jensen skriver i novembernummeret af URT (Dansk Botanisk Forening) :” Ikke desto mindre står vi i Danmark i den paradoksale situation, at det ofte er pensionerede dyrlæger, læger, biologer, journalister eller andet godtfolk, der kritiserer de rapporter, der lemper naturen videre ned ad slisken. Pensionister - det skrivende guld- yder denne indsats, fordi de reagerer personligt provokerende på ukorrekthederne. Energien henter de fra oplevelser, som landets naturrester fortsat kan levere.” Albert Steen-Hansen Pensioneret folkeskolelærer Naturfotograf |