Strømænder ved Dalsá

11. juli Det har regnet i nat. Og det forsætter med at småregne, da vi efter tipset fra i går om strømænder og jagtfalk sætter kurs mod Kaldalon, en bugt på Isafjarðardjüp sydvest for Drangajökull. Et blik på kortet fortæller, at der foran os ligger den helt store slalomkørsel. Det tager da også halvanden dag for os at komme frem. Ikke blot på grund af afstanden og vejenes beskaffenhed, men også, fordi der er så meget at se. Selv om det er gråt og diset, er fjeldene, omkranset af tunge skyer og med pletter af endnu ikke smeltet sne, så smukke, at vi for en kort bemærkning ikke savner solen. Fugle er der også. Lad mig nævne: havlitterne i bunden af Sköturfjöður med 7 unger. En stor præstekrave på en lavbevokset sten, omkranset af storblomstret gederams. To islommer i bunden af Isafjörður og en jagtfalk, siddende på en lavablok i 20-30 meters afstand. Samme sted mellem ene, mosebølle og uldpil finder vi fjeldrype, hjejle, vindrossel og engpiber. Over fjorden gjalder de rødstrubede lommers stemme.

På de sidste ca. 60 km, hvoraf de halve er primitiv grusvej, ser vi 50 gråsæler ved bredden af fjorden, lange bånd af brogede edderfugle flyver forbi, mens en familie af kortnæbbede gæs med 4 unger skræmte flygter ud på vandet, da bilen skrumler forbi. Sidste fugleoplevelse inden slutmålet er en rødstrubet lom med en to til tre måneder gammel unge. Spændte nærmer vi os Dalsá, en mindre elv, som udmunder i Isafjarðardjüp tæt ved en lille, hvidmalet kirke med rødt tag. Her skulle strømænderne befinde sig. Kort før broen, som fører over elven, stopper vi op og lader blikket gå nedstrøms. Og der! Ude midt i strømmen på en samling store sten ligger fuglene. 50 i alt tæller vi. Selv om det er i fældningstiden, så har langt de fleste stadig det meste af pragtdragten i behold. Og det er slående, hvor godt denne er tilpasset levestedet. Hvor fuglene ligger her mellem brogede sten og hvidskummende strømhvirvler og hviler sig, er de særdeles godt camouflerede.

Forsigtigt går jeg ud af bilen, og det lykkes mig at få en del billeder, inden en lille flok vandrere skræmmer fuglene på vingerne. Halvdelen vender dog tilbage, mens en lille flok sætter sig nede ved kysten, hvor elven risler over gruset. Efter at have parkeret ved kirken og dermed kun 40- 50 meter fra flokken øjner jeg en lille chance for nærbilleder. Mellem mig og fuglene er der en lav mur, som jeg måske kan nå frem til, uden at fuglene opdager mig. Med en hætte i camouflagestof trukket ned over hovedet, indleder jeg min ekspedition. Når ubemærket hen til muren, men da det brogede hoved stikker op over kanten, tager pokker ved fuglene. Aldrig har de set noget lignende. Forskræmte pisker de ud over fjorden. Jeg følger dem i kikkerten. Og det er, som om de flyver med hovedet vendt bagud for på den måde at indprente sig det aldrig før sete uhyre.

På vej tilbage langs elven stopper vi igen op. Og fra bilen nyder vi det sidste glimt af strømænder her på Vestfjordene. Næste dag, som er den sidste dag heroppe, kører vi ud til Drangajökull og går ind over morænelandskabet, bevokset med forskellige arter af star, der giver området et frodigt, grønt skær. Store populationer af polarkæruld og smalbladet kæruld lyser op i alt det grønne. Her vokser tillige grønlandsk gøgelilje, poselæbe og fjeld-sækspore.

Tilbage til forsiden

Opdateret d. 1.10.2023