Forside Den hvide tid Webdesign og fotos A. Steen-Hansen Risgårdsparken 18 9240 Nibe Telf. 98686311 |
|
Hyld
Alm. hyld ( Sambucus nigra )
Omkring sankthans breder hylden sine flødefarvede skærme ud. Og de udsender en forunderlig duft, både frisk og sød. Skærsommerminder. Hylden står højt oppe på min "Top 10-duftliste". En hyld ved huset skærmede mod alt ondt, og fældede man hylden, skulle der plantes en ny. Engang var den Frejas træ. H.C.Andersen har skrevet om Hyldemor, vel gudindens velgørende afløser. En værdsat hjælper i vores familie i mindst fire generationer på grund af hyldebærsaftens lindrende virkning på ømme halse og feber. Jeg husker ture med mor, søster og kurve til hegn med hyld og hestenes græsmarker med champignon. De blåsorte frugter plukkes som bekendt i sept.-okt. før frost og er meget C-vitaminrige. Hos os fryses de ned. Hyldebærsuppe med æblebåde er herligt, måske med tvebakker og lidt citronskiver. Opskriften på hyldeblomstdrik: Ca. 25 hyldeblomstskærme plukkes lige før udspring, så de æteriske olier er bevaret. Ryst skærmene for dyr, men skyl ikke. 2-3 øko-citroner i tynde skiver lægges skiftevis med blomsterne i en krukke eller stålgryde. 1 l kogende vand, hvori der er opløst ¾ - 1 kg brun farin eller rørsukker, og 50 g vin - eller citronsyre hældes over. Under låg og med et par daglige omrøringer står drikken køligt i ca. 3 dage, hvorefter den sis gennem et tyndt viskestykke og nedfryses i mindre portioner. Drikken spædes med vand, evt. danskvand, når den nydes. Hyldeklaser i knop kan dyppes i en tyktflydende pandekagedej (brug ylette som væske) og steges gyldne i rigelig olie i gryde. Lægges på fedtsugende papir og drysses evt. med flormelis ved serveringen. Te lavet på hyldeblomster, friske eller tørrede, er dejlig, men vanddrivende. Den kan også laves med koldt vand og citronsaft, men skal så helst trække 1/2 døgn. Kilde: Anemette Olesen: Hyld ( artikel i DN's blad, "Natur og miljø") |